Som led i samarbejdet mellem Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser og Maskinmesterskolen i København, er det blevet muligt at gennemføre værkstedsforløbet på maskinmesteruddannelsen, som dækker over 1. semester af uddannelsen, i vores afdeling i Holbæk.

Det første semester er ved at nå vejs ende, og vi har i den forbindelse taget en snak med tre studerende, som startede på værkstedsforløbet hos os i august, 23-årige Johan oprindeligt fra Færøerne men nu bosiddende i Roskilde, 25-årige Lucas fra Holbæk og 22-årige Jamal fra Kalundborg, om deres oplevelse af uddannelsen og forløbet i Holbæk.

Nærvær skaber mere viden
De tre studerende er alle enige om, at forløbet har været meget lærerigt og har styrket deres kompetencer samt deres viden inden for maskinmesterfaget.

— I den håndværksmæssige del har jeg fået en masse grundviden, som man måske ikke tænker så meget på. Jeg har prøvet lidt af hvert, men de små ting som f.eks. at stille et svejseværk og bare arbejde med hænderne, det er virkelig fedt, fortæller Johan.

— jeg vidste slet ikke at det var muligt at lære så mange ting på så kort tid, f.eks. hvordan man bruger en fræser eller en drejebænk. Det er ikke noget man bruger på gymnasiet, supplerer Jamal med et stort smil på læberne.

Og noget de alle tre kan blive enige om, er at nærværet i undervisningen har haft en hel særlig betydning.

— Jeg kan personligt godt lide skolen og lærerne. Det, at vi er en lille klasse, hvor vi er syv elever, gør at man føler man kommer til orde, og alle bliver hørt – det er fedt, fortæller Lucas

— Det sociale i klassen er også rigtig godt, vi er blevet ret hurtigt tætte, fordi vi er så få, og det har også gjort, at det bliver lidt nemmere at lære noget, tilføjer Johan.

Game changer
Muligheden for at tage dele af Maskinmesteruddannelsen lokalt har haft en stor betydning for de tre studerendes uddannelsesvalg, og der er slet ingen tvivl om, at de vil anbefale det til andre med samme interesse.

— Det er fantastisk at de har startet forløbet op her i Holbæk. For mig, som ellers skal transportere mig hele vejen fra Kalundborg til København, der har det bare været fantastisk, fortæller Jamal

— Ja, det var også en game changer for mig at du kunne tage det første forløb i Holbæk. Det gjorde valget nemmere, tilføjer Lucas

Afslutter du din EUX-uddannelse til sommer, og kunne du tænke dig at starte på Maskinmesteruddannelsen?

Læs meget mere om uddannelsen og hvordan du søger optagelse her