Portræt af Sune: Fra klejnsmed til lærer og rollemodel

Gymnasieskolen.dk har onsdag d. 21. oktober udgivet et stort interview med Allikelunds fysikunderviser, Sune Fundal Månsson.

Og det er spændende læsning. For Sune har taget en ret utraditionel vej til jobbet som gymnasielærer. Som 16-årig startede han med at uddanne sig til klejnsmed. Men efter nogle år skiftede han spor, gennemførte en 5-årig universitetsuddannelse og underviser i dag både på HTX på Allikelund Gymnasium og på EUX og EUD i Holbæk.

Elevernes rollemodel

Med sin baggrund som håndværker er Sune blevet en rollemodel for eleverne. Han husker nemlig tydeligt, hvordan han selv havde det som lærling og har derfor let ved at sætte sig ind i elevernes problemstillinger og eventuelle faglige udfordringer.

– Mange af mine kollegaer er misundelige på den connection, jeg har til eleverne, fordi jeg kender deres verden, udtaler Sune bl.a. i interviewet og tilføjer, at det vil være godt for gymnasierne, hvis flere lærere ikke altid har fulgt den snorlige, akademiske vej.

Blandingen af håndværksmæssige og akademiske erfaringer har i det hele taget givet Sune en uvurderlig forståelse for de to verdener, som eleverne på HTX og EUX skal navigere i til daglig.

– Kombinationen af at være håndværker og tage en akademisk uddannelse er også det, eleverne gerne vil, siger Sune og betoner, at det at være håndværker er lige så fint og vigtigt som at være akademiker.

Læs Gymnasieskolens interview med Sune her:
https://gymnasieskolen.dk/foerst-var-sune-klejnsmed-nu-er-han-laerer-og-rollemodel


Fotograf Jacob Nielsen fra bladet Gymnasieskolen var forbi Allikelund Gymnasium for at skyde en række portrætter af Sune.